Seneste artikler

>> artikler

Træning i det mentale fitnesscenter

træning i det mentale fitnesscenterVi har en mulighed, som de færreste udnytter. Faktisk en mulighed, der gør, at vi vil vinde meget ved, at revurdere den gængse tolkning af dagdrømmeri eller fantasier som tidsspilde og uproduktiv.

Ian Robertson udgav i 2000 en spændende bog ved navnet Mind Sculpture, som med overbevisning præsenterer studier af, hvad vi kan opnå ved at udnytte hjernens evne til at visualisere det, vi gerne vil i fremtiden.

Et meget spændende studie viser f.eks, at ved at træne mentalt – altså alene inde i vores hoved – kan vi faktisk aktivere de samme neurale netværk i hjernen, som hvis vi konkret trænede, og herigennem opbygge en øget fysisk styrke.

Mental træning af en finger på venstre hånd, har i en test vist en styrkeforøgelse på hele 22%.

To grupper blev bedt om at træne fem dage om ugen hen over en måned – i alt 20 træningssessioner. Den ene gruppe skulle træne en finger på venstre hånd helt konkret – altså bevæge den. Den anden gruppe skulle alene forestille sig, at de trænede deres finger på venstre hånd. Begge gruppers resultater måltes mod en kontrol gruppe, der ikke viste nævneværdige udsving i deres fingerstyrke hen over samme periode. Gruppen der reelt trænede fingeren på ventre hånd opnåede en styrkeforøgelse på 30 %. Det er der jo ikke noget specielt i. Går vi i et fitnesscenter og bruger maskinerne aktivt, vil vi forøge vores fysiske styrke – det ved vi alle. Det som er interessant er gruppen, der alene trænede mentalt. Hos den gruppe kunne der måles en styrkeforøgelse på hele 22 %!

Hvordan kan det passe, at vi kan få en styrkeforøgelse i en finger, hvis muskel vi ikke konkret træner? Det skyldes det som sker i hjernen. Ved igen og igen at aktivere de samme neurale netværk styrkes forbindelserne mellem neuronerne. Det fører til, at signalerne mellem neuronerne sker hurtigere og med større effektivitet, hvilket fører til en forbedring af den fysiske formåen.

Er der beviser på, at hjernen ændrer sig i takt med, at vi træner mentalt? Ian Robertson giver en rungende: Ja!

Dette kan illustreres igennem følgende eksempel. Kig på din håndflade og giv fingrene numre. Sådan at pegefingeren er nr. 1, langfingeren nr. 2, ringfingeren nr. 3 og endelig lillefingeren nr. 4. Kig nu væk og med din tommelfinger gennemfør sekvensen: 4-1-3-2-4.


Det kan opleves lidt vanskeligt til at begynde med. Men du vil formentlig opleve, at når du har gjort det 10 gange, er det betydeligt lettere end første gang. I gennemsnit vil de fleste bruge omkring 2 sekunder på at gennemføre sekvensen til at starte med. Med træning vil du i midler tid kunne reducere tiden på sekvensen til 3/4 sekund i løbet af et par uger. Det er der jo intet revolutionerende ved. Når vi træner, bliver vi bedre. Øvelse gør mester.

I en hjernescanner kan forskere måle, at de områder der aktiveres når sekvensen 4-1-3-2-4 trænes bliver gradvist større og større. Med andre ord så ændrer hjernen sig i takt med træningen. Det som er interessant og aktuelt i forhold til at udnytte vores forestillingsevne er, at hvis vi alene forestiller os, at vi gennemfører sekvensen 4-1-3-2-4 vil de samme områder aktiveres. Der opbygges derved en styrkelse af de neurale netværk, som ved fysisk træning.

Betyder det så bare, at vi alene kan forestille os til styrke eller til at noget sker, og så gør det faktisk det? Ikke helt. Vi skal have et fundament at bygge på. Når styrkeforøgelsen er på 22 % hos den gruppe, der alene træner mentalt, så skyldes det, at der er muskler til stede i fingeren med en vis styrke, som kan modtage det stærkere signal fra hjernen.

Opsummerende så kan vi ved at bruge vores forestillingsevne, aktivere vores handlingscenter i hjernen (motor cortex), som vi gør det ved at udføre en konkret handling. I coachinger og workshops rummer dette muligheder for at forberede og igangsætte bevægelser mod konkret handling og opnåelse af ønskede mål.

Et spørgsmål til afsluttende refleksion:
Hvis du skal tage ovenstående seriøst og integrere det i din måde at tænke på. Hvordan vil det så ændre din måde at tænke om dig selv, din historie og dine fremtidsmuligheder?

 

Læs også:

MED KNIVEN MOD STRUBEN – DEN LYNHURTIGE HJERNE

1Comment
  • Janni Grotkær Nielsen
    Posted at 14:57h, 13 september Svar

    God artikel – den giver virkelig stof til eftertanke 😉 Utroligt at man kan ændre hjernen ved mental træning – jeg vil fra i morgen starte alle mine dage med at komplimentere mig selv 😉

Post A Comment

Klik her og ring til mig nu