Forhåbentlig er der ikke nogle af læserne, der konkret oplever en kniv mod deres strube. I overført betydning og i forhold til, hvordan hjernen opfatter fysiske henholdsvis psykiske trusler og farer, så giver det alligevel god mening at tale om at have kniven mod struben.

Psykisk pres under ledighed

I dag står det klart, at den menneskelige hjerne reagerer på lignende måder, når vi udsættes for fysiske farer som psykiske trusler. Det betyder, at vi skal tage de psykiske belastende situationer lige så alvorligt som de fysiske vi render til læge eller tager på sygehuset for at få fikset. Udfordringen med de psykiske er imidlertid, at de er lidt svære at gribe fat i, og at vi ikke på samme måde kan gå til en fikser uden at det griber dybt ind i vores indre liv.

Når vi mennesker sættes under psykisk pres uden at kunne kontrollere udfaldet af den situation, vi befinder os i, reagerer hjernen med at trække ressourcer ned i dele af hjernen, der gør det vanskeligt for os at tage beslutninger, bevare overblik og opføre os hensigtsmæssigt.

Niels Reib kontaktede mig for at spørge til, om jeg ville skrive om, hvad der sker for mennesker under stærkt psykisk pres under ledighed – som f.eks. de der allerede har eller står overfor at miste retten til dagpenge i løbet af 2013. De processer jeg vil skrive om gælder også andre ledige, og de som f.eks. står midt i eller overfor en sygemelding. Denne artikel er den første af en serie af artikler, der hen over de næste måneder sætter fokus på emner som:

> Hjernen – minimere fare og maksimere belønning

> Truet og under pres – set fra et socialt perspektiv

> Den lynhurtige hjerne – ledig eller sygemeldt i en økonomisk krisetid

> Når vi ønsker at »styre« vores mentale tilstand

> Fokus på succeser

> Fokus på løsninger

> Fokus på mål

 

Denne artikelserie skal gerne give læseren indblik i de processer, der typisk opstår under psykisk pres og samtidig pege på måder at håndtere det på. Herigennem ønsker jeg at give læseren mulighed for at få indblik i redskaber til fornyet handlekraft og overskud.

Lad os komme i gang.

Det overordnede princip – minimere fare og maksimere belønning

Den menneskelige hjerne er i sin grundstruktur og den måde den behandler informationer på, skabt for tusinder af år siden. Den er blevet til igennem evolutionen, hvor dens primære opgave har været at holde os mennesker i live og sørge for artens videreførelse.

For at hjernen kan hjælpe os mennesker – som enkeltindivider eller grupper – videre, så er det nødvendigt, at hjernen har allokeret betydelige kræfter til at beskytte os mod farer som lurer i verden.

Jeg tænker, at det giver meget god mening, at hjernen er skruet sådan sammen. Det satte os i stand til at reagere meget hurtigt og kraftfuldt, hvis vi f.eks. mødte et vildt dyr, der kunne slå os ihjel. Eller at vores hjerne lynhurtigt fortæller os om noget af det, vi putter i munden, er giftigt. Og vi skal i en senere artikel se, at det ikke kun gælder fysiske farer, som hjernen arbejder meget ihærdigt på at beskytte os mod. Men at også den sociale verdens farer og trusler har samme prioritet i hjernen.

I den moderne verden møder vi heldigvis ikke mange vilde dyr, der kan slå os ihjel. Og ofte har høje fødevarestandarder sikret, at vi ikke spiser mad, der er giftigt for os. Og de sociale elementer, som hjernen reagerer på, på samme måde som de fysiske farer er samlet i SKARV® som vi senere skal kigge meget mere på. Elementerne i SKARV® er Status, Kontakt, Autonomi, Retfærdighed og Vished – til sammen giver det betegnelsen for en fugl.

Vi kan se i forskningen, at når vi mennesker oplever, at vi har høj status i forhold til andre, har en god kontakt til andre, oplever autonomi i vores liv, oplever retfærdighed og har en grad af vished, så har vi det godt.

Det som er med til at sikre vores overlevelse i dag – fysiologisk set – er blandt andre ting en fortsat indtægt: løn, dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, ledighedsydelse, pension, SU. Står vi f.eks. overfor at miste vores mulighed for indtægt, svarer det til, at vi står overfor et vildt og farligt dyr – set fra hjernen.

Erkendelsen af det overordnede princip betyder en bevidsthed om, at vores hjerne giver topprioritet til alt, der kan udgøre en trussel for vores eksistens. Set i det lys, giver det derfor meget god mening at negative tanker om den nuværende og fremtidige situation fylder meget.

Som ledig kunne det være tanker som:

»Får jeg ingen penge, kan jeg ikke købe mad, give mine børn tøj og betale mine regninger«

»Hvis jeg ikke snart får et arbejde, bliver jeg sat på gaden«

»Jeg har søgt utroligt mange stillinger, men jeg kan ikke få et arbejde. Det jeg kan, er ubrugeligt«

»Det er uretfærdigt, at ingen vil have min arbejdskraft, jeg har jo arbejdet hele livet«

Som sygemeldt kunne det være tanker som:

»Måske dør jeg af det her»

»Bliver jeg nogensinde i stand til at kunne arbejde igen og få en tålelig tilværelse?«

»Jeg har ikke engang overskud til at være sammen med mine børn«

»Når jeg ikke en gang kan huske noget, lære noget nyt eller koncentrere mig, hvordan skal jeg så nogensinde kunne passe et arbejde igen?«

»Verden er bedre tjent uden mig«

Listen er uudtømmelig og vi kender bedst selv de negative tanker, der kan flyde uendeligt meget og gøre os kede af det. I en senere artikel ser vi nærmere på de teknikker som hjerneforskningen fortæller virker effektivt til at håndtere de negative tanker og følelser, der opstår i belastende situationer.

Det overordnede princip betyder konkret, at er der noget, som potentielt kan udgør en fare eller trussel for os, så skal hjernen først have styr på det, før vi kan koncentrere os om det, som giver os glæde og velvære.

Amygdala og den evige søgning efter trusler

Til at hjælpe hjernen med at håndhæve det overordnede princip, findes der en lille struktur, der sidder dybt inde i hjernen, som hedder amygdala. Denne lille mandelformede struktur er altid på vagt – 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året og livet igennem.

Amygdala er altid klar til at reagere på noget, som truer os – om det så er af fysisk eller psykisk karakter. Når den oplever noget, der er farefulgt og en trussel, aktiveres den og der trækkes ressourcer ned omkring den. Amygdala sender herefter signaler videre til vores kamp-/fulgt mekanisme, der er placeret i vores krybdyrhjerne, der så også trækker ressourcer til sig. Denne proces sker lynhurtig, og er for at gøre os klar til at kæmpe eller flygte (i flugten ligger også frys/passivitets reaktionen – som vi ser ved nogle dyr og mennesker, der spiller død eller fryser i en situation – fysisk eller mentalt.)

Aktiveringen af amygdala og vores krybdyrhjerne medfører, at følelser forstærkes og vi har en tendens til at se verden i sort/hvid termer. Vi er f.eks. mere tilbøjelige til at synes at en situation er enten god eller forfærdelig, noget er enten rigtigt eller forkert, at en anden er enten ven eller fjende.

Der sker så også det, når vi aktiverer kamp-/flugtmekanismen, at vi er endnu mere sensitive overfor ting, der kan true os. Det betyder således, at når vi oplever os truet, vil flere ting træde frem som truende for os. Vi er på den måde inde i en ond nedadgående spiral, der giver os et mere og mere ærgerligt billede af den verden vi lever i.

Et klassisk eksempel på amygdala reaktion i kombination med kamp-/flugtmekanismen, er beskrevet af Daniel Goleman i hans fremragende bog følelsernes intelligens. Her beskriver han det, som han kalder en følelsesmæssig kapring. Vi skal forestille os, at vi sidder helt alene hjemme en aften – der er stille i huset. Vi sidder fordybet i en god roman og hører pludselig en lyd fra ekstra værelset i det fjerneste hjørne. Det giver et sæt i os. Hjertet starter med at banke meget hurtigt, vi oplever et sus igennem kroppen, når adrenalinet pumpes rundt, ørerne er som på stilke og alle sanser skærpes for at identificere lyden. Er det en tyv? Hvad kan det ellers være?

Nogle reagerer måske ved at løbe hen til rummet og er klar til at tage kampen op med en formodet indbrudstyv. En anden løber ind under dynen og håber på, at det går væk af sig selv. En tredje fryser i situationen og oplever, at hele kroppen er spændt til bristepunktet, men er ude af stand til at bevæge et fiber i kroppen.

Vi kender sikkert alle eksempler, der kan ses i ovenstående. I det almindelig levede liv ses det ofte at komme til udtryk igennem dårligt humør, en øget irritabilitet, kortere lunte, manglende overskud, forvirring, oplevet tab af kompetence og præcision. Dem kommer vi meget mere ind på. Og særligt teknikker til at håndtere amygdala.

Overskud og handlekraft i psykisk belastende situationer

Skåret ekstremt hårdt op. Skal vi opbygge overskud og handlekraft i psykisk belastende situationer, så handler det i vid udstrækning om, at kunne styre amygdala og kunne dæmpe dens hurtige og automatiske reaktioner på ting, der fremstår truende.

Årsagen til at amygdala er i stand til at reagere lynhurtig på ting, der sker omkring os, er, at den modtager signaler fra sanserne og vores indre processer i lav opløsning. Forestil dig, at du er grafiker og skal arbejde med noget meget store billeder i høj opløsning. De fylder hver rigtig mange megabytes.

Mange computere er ikke i stand til at håndtere de store billeder, og du ville opleve, at trak du billederne rundt på skærmen, var der forsinkelser og billederne vil kun gradvist følge dine bevægelser. Derfor arbejder grafiske programmer også med lavopløste kopier af originalbillederne – ganske enkelt af den grund, at det sætter grafikeren i stand til at arbejde mere smidigt og placere billedet helt rigtigt.

Amygdala er lidt ligesom grafikeren, der arbejder med billeder i lav opløsning for at kunne arbejde mere effektivt og hurtigt. Amygdala modtager lynhurtige signaler og reagerer på disse. Problemet med denne måde at arbejde på er imidlertid, at der vil være detaljer fra billederne i den høje opløsning, som går i tabt i den lave opløsning. Det betyder, at nogle gange reagerer amygdala på ufuldstændige billeder, og derved risikerer at tage fejl, når den f.eks. opfatter en udtalelse eller situation som farefuld. Uden at den er det. Men når først amygdala er gået i overdrive og kamp-/flugtmekanismen er aktiveret er der som nævnt en klar tendens til at tolke verden mere polariseret – altså enten som god eller ond.

Der sker det, når amygdala aktiveres og igangsætter kamp-/flugtmekanismen, at der er færre ressourcer til andre områder af hjernen. Særligt mærker vi det ved, at der er færre ressourcer til det præfrontale cortex – der sidder lige bag panden. Dette område kaldes også ofte vores arbejdshukommelse og kan sidestilles med RAM i en computer. Dette område er afgørende i alle bevidste interaktioner med verden og betegnes i litteraturen som den mentale skitseblok. Med andre ord, så skal alt vi bevidst forholder os til igennem dette område. Når amygdala har trukket ressourcer ned i dybere dele af hjernen, har aktiveret vores krybdyrhjerne og fyldt vores bevidsthed med negative tanker, er der ikke meget overskud til at tage gode beslutninger, holde fokus og koncentrere os. Og der er netop brug for disse egenskaber, når et nyt arbejde eller en raskmelding ikke lige er indenfor rækkevidde.

Opsummering

Hjernen fungerer ud fra et overordnet princip om at minimere fare og maksimere belønning – i den række følge. Alt hvad der sker tolkes igennem dette filter. Det betyder, at ting som kan true os – fysisk eller psykisk – får topprioritet i hjernen. Og hjernen skal først have styr på det, som opleves som en trussel, før der er plads til andet.

Når vi oplever trusler trækkes ressourcer væk fra vores arbejdshukommelse, som er afgørende for, at vi kan tænke klart, holde fokus og koncentrere os. Såret hårdt så handler fornyet handlekraft og overskud om kompetencer til at frigive ressourcer til vores arbejdshukommelse, så vi kan tænke kloge tanker og tage gode beslutninger.

I den næste artikel sættes fokus på hjernen i et socialt perspektiv, og hvordan sociale faktorer påvirker vores evne til at opleve handlekraft og fastholde overskud.

Læs flere artikler i serien “Med Kniven Mod Struben”:

MED KNIVEN MOD STRUBEN – HJERNER I SOCIALE SAMMENHÆNGE

eller: 

MED KNIVEN MOD STRUBEN – DEN LYNHURTIGE HJERNE