Det er de færreste af os, som tager en stor slurk af den kaffe, vi lige har hældt op uden først at sikre os, at den ikke er alt for varm.

De fleste af os vil uden at tænke over det, tage en lille slurk først for at mærke temperaturen. Eller måske bruger vi temperaturen på kruset til at opfange om den er skoldhed. Det gør vi oftest helt uden at tænke over det. Det er ganske enkelt automatreaktioner hos os, som sikrer, at vi ikke brænder os.

Hjernen har en evne til at indlejre automatreaktioner, så vi ikke behøver at tænke over alt, før vi gør det. Det er smart. For vores hjerne er udviklet til at udnytte de ressourcer, vi råder over, så godt som det overhovedet er muligt. Den menneskelige hjerne er nemlig udviklet i en tid, hvor ressourcer var stærkt begrænsede. Vi kunne ikke bare tage en sukkerholdig væske for at fylde depoterne op. Vi havde ikke mad i overflod. Og der var ikke noget, som hed barnets 1. sygedag eller weekender, når batterierne er flade. Vi skal forestille os, at vores hjerne i alt væsentlig er dannet i en tid, hvor den gennemsnitlige levealder oftest ikke oversteg 25 år.

Hjernen udfører meget gerne så mange af vores handlinger automatisk uden brug af det ressourcesultne præfrontale område, der spiller en afgørende rolle i al bevidst interaktion med omverden. De ældre og dybereliggende dele af hjernen er områder, der udnytter ressourcerne, der er til rådighed, bedst. Det er her vores automatreaktioner har sæde.

Ressourceudnyttelse er ikke den eneste funktion, de dybereliggende og ubevidste dele af hjernen har – langt fra. Studier af blandt andet Dr. Evian Gordon, der leder verdens største database med empirisk forskningsmateriale om hjernen og dens funktioner, peger på, at hjernen fungerer ud fra det overordnede princip, at den først og fremmest søger at minimere fare og dernæst at maksimere belønning. I den rækkefølge.

En struktur i hjernen, der hedder amygdala, scanner og vurderer alt som sker omkring os for at se om det udgør en fare for os. Når denne struktur opfanger noget som udgør en trussel for os – reel eller forestillet – trækker den lynhurtigt ressourcer til sig. Og det såkaldte limbiske system, der populært sagt udgør vores emotionelle hjerne, optager de fleste ressourcer. Reagerer dette område på frygt aktiverer det samtidig vores kamp og flugt mekanisme i krybdyr hjernen. Når det sker, er der ikke mange ressourcer tilbage til det præfrontale område og bevidste beslutninger. Det meste sker pr. automatik og udenfor vores bevidste kontrol – og rigtig hurtigt. Det er nemlig en af styrkerne ved vores hjerne – den er super god til at holde os i live, og reagerer på alt som truer os med lynets hast.

Udfordringen for de fleste af os i dag er blot, at det er meget sjældent at vi er i reel fare, som vi oplevede det, da vi boede i huler og sloges med bjørne og tigere. Men det betyder ikke at amygdala er gået på permanent ferie. Tværtimod. Amygdala reagerer nemlig også på det, vi kan kalde psykiske trusler, og aktiverer de samme områder i hjernen, som hvis vi var i fysisk fare. Fysiske og psykiske trusler tolkes i vid udstrækning ens af hjernen.

Tilbage til den varme kaffe. Her var automatreaktionen, at vi lige tager en lille slurk af kaffen for at mærke temperaturen inden vi kaster en stor slurk ned i svælget. Vores automatiske reaktion skal sikre os mod at vi brænder os. Den automatreaktion har afgjort reddet mig mange gange.

Hjernen reagerer som nævnt ikke alene på fysisk fare. Tværtimod viser talrige studier af hjerneforskere, at vores hjerner er meget sensitive overfor sociale påvirkninger. Det ved vi jo egentlig godt alle sammen. Men nu kan forskerne fortælle os, hvad der sker, når vi f.eks. oplever at nogen taler ned til os, afviser os, sætter os ud af kontrol, behandler os uretfærdig og kaster os ud i uvished.

Vi har allerede et sprogbrug, der indikerer, at der er en sammenhæng mellem psykisk fare og fysisk fare: »Han gjorde mig ondt« eller »Hun knuste mit hjerte«. Fysisk og psykisk smerte opfattes stort set ens, og der sker den samme aktivering af neurale netværk, når nogen vrager os, som når nogen får en lussing – for de som har prøvet det. Faktisk er der noget som tyder på, at den psykiske smerte er langt mere alvorlig, da vi i langt længere tid kan genkalde os oplevelsen af f.eks. at blive fyret, blive forladt eller forbigået.

Set ud fra et generelt synspunkt er psykisk smerte i den grad miskendt og vurderes ikke at have samme vægt som fysisk smerte. Når et forhold går i stykker, handler det måske »bare« om at komme op på hesten igen. Når en person sidder med et brækket ben, spørges der straks til om benet skal op, og det er helt ok, at tage en lang timeout for at genvinde styrke.

Når vi udsættes for psykisk smerte vil det være hjernens naturlige reaktion at undgå lignende situationer fremover – også selv om de blot tilnærmelsesvis ligner. Men fordi vi er blevet fyret kan vi bare ikke lade være med at søge et nyt arbejde – og gerne hurtigt inden ledigheden bliver for lang.

Vi har brug for kognitive værktøjer til at styre vores automatiske handlinger og følelsesmæssige reaktioner. Hjerneforskningen leverer her bud på, hvordan vi bedst regulerer vores reaktioner. Og peger på, at de to mest almindelige er decideret uegnede for optimering af vores mentale tilstand.

Undersøgelser peger på, at de fleste undertrykker følelsesmæssige reaktioner, som deres mest udbredte måde at håndtere følelsesladede situationer på. Hjerneforskere kan imidlertid påvise, at dette ikke dæmper aktiviteten i amygdala og krybdyr hjernen – tværtimod. Når vi undertrykker følelser viser hjernescannere at aktiviteten forværres. Dvs. at til trods for at vi udadtil ser rolige ud, vil vores indre tilstand være kaos.

En anden typisk måde at håndtere følelsesladede situationer på, er ved at give udtryk for følelsen. Men denne er ofte langt fra karrierefremmende på en arbejdsplads. Og når vi råber og skriger, smitter det i den grad af på resten af afdelingens evne til at få noget konstruktivt ud af dagen. Det handler om spejlneuroner – men det er en helt anden historie.

Hjerneforskningen peger på, at der er to metoder, der kan medvirke til at regulere følelsesladede situationer og bedre den mentale tilstand. Det hjælper positivt at sætte en etikette på sin følelsesmæssige tilstand. F.eks. kan forskere måle at i hjernen dæmpes aktivitet i amygdala ved, at vi f.eks. siger til os selv (og helst til andre), at “jeg bliver ked af det, når jeg bliver kritiseret på mit arbejde”. Altså giver os selv en forklaring på, hvad der sker rent følelsesmæssigt. Vigtigt er det imidlertid, at vi ikke går videre ind i årsagerne til følelsen, da det vil forstærke den. Øver vi os, kan vi blive helt gode til at sætte etiketter på vores følelsesmæssige tilstand og derved være med at fastholde en mere positiv sindstilstand og præstationsevne.

En anden god metode til regulering af stærkt følelsesladede situationer er kognitiv omstrukturering eller reframing, som det også kaldes. Det vil i al sin enkelthed sige at arbejde med at angribe situationen fra forskellige vinkler for at undersøge muligheden for at se den fra et mere støttende perspektiv, der aktiverer andre mere positive opfattelser. Der er mange mellemregninger her, og i hjernebaseret coaching arbejdes med en række af de metoder, der gør kognitiv omstrukturering mulig.

Afslutningsvis. Så kan vi vinde meget ved at undersøge vores automatreaktion, da de styrer store dele af vores handlinger. Flere end vi typisk tror. En undersøgelse af vores automatreaktioner danner også grundlag for at vi kan begynde en egentlig bearbejdning af dem for at opnå en bedre mental tilstand, der sætter os i stand til at nå derhen, hvor vi gerne vil være.

Læs også:

Hvorfor forandring er så svær