Commitment er afgørende for, at vi får gennemført ønskede forandringer – om de så er af personlig, karrieremæssig eller organisatorisk art. Hjerneforskningen leverer en spændende indsigt, som vi bør reflektere over og tænke med i den måde vi arbejder med forandringer.

For mange opleves det naturligt, at vi først undersøger alle mulige valg, der fører til en ønsket forandring. Dernæst opbygges commitment til et af disse mulige valg, før der tages en reel beslutning om at gå efter det. Nogle oplever imidlertid at det kan være vanskeligt at komme til et punkt, hvor der er total commitment til et valg frem for andre.

Inden vi for alvor går i gang, så lige et par overvejelser om commitment. Commitment anvendes, da jeg mangler et dækkende ord på dansk. I en oversættelse fra engelsk kan ordet både betyde forpligtelse og engagement. I denne sammenhæng er det begge dele. Commitment er, at vi både oplever en personlig forpligtelse til at fastholde den valgte vej at gå, og at vi er engageret i at realisere det.

Indsigten som hjerneforskningen leverer, fortæller os, at vores hjerne har en naturlig tendens til at tillægge større værdi til et valg, når vi har taget beslutning om at følge det. Nye studier viser f.eks. at vores præference til at holde fast i et valg, vi har truffet, korrelerer med øget aktivering af hjernens belønningssystem (dele af basal ganglierne) ved valgte frem for afviste valg. Et valg vi har truffet beslutning om at følge, føles ganske enkelt bedre. Qua den øgede aktivering i belønningssystemet, oplever vi derved et styrket commitment til at følge valget og realisere forandringen.

For at hjernen er »med på« at forandre sig, skal der være en følelse af at gevinsten er større end ulempen ved status quo. Denne kalkulation udføres af vores »bogholder« (VMPFC – ventromediale præfrontale cortex, placeret mellem øjenhulerne). Vores bogholder modtager informationer fra en række områder i hjernen og afgør om der skal sendes et signal om at handle. Et vigtig komponent er signalet fra belønningssystemet, der fortæller bogholderen om, det er værd at følge en bestemt kurs.

Denne naturlige tendens afføder overvejelser om valg, beslutninger og commitment i forhold til forandringer. Nogle af implikationerne heraf vil jeg se nærmere på i det følgende.

»Det vi allerede gør, virker fint, så hvorfor lave noget om?«
Når vi står over at skulle vælge mellem f.eks. at fortsætte med den hidtidige praksis eller vælge nye praksisser, vil der være en tendens til at tanker om de eksisterende praksisser er mere positive end nye mulige måder at gøre tingene på.

Mange nikker sikkert genkendende til, at det kan være yderst vanskeligt at gennemføre f.eks. procedureændringer på en arbejdsplads. En af forklaringer herpå er hjernens naturlige tendens til at se mere positivt på eksisterende måder at gøre tingene på – endda hvis vi godt rationelt kan se, at den måde vi handler på formentlig ikke er den bedste fremgangsmåde. Det er her, hvor den gamle floskel om, at “vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får” kommer i spil.
For at udnytte indsigten fra hjerneforskningen i forhold til at træffe nye valg og committe sig til en ny kurs, er det vigtigt, at ledere, medarbejdere og andre implicerede parter tænker hjernens naturlige tendens med.

Set mere positivt så er det hjernens naturlige måde at sikre, at vi oplever et større commitment til de valg, vi allerede har truffet i livet. Var denne naturlige tendens ikke til stede, ville det være alt for let at ombestemme sig, og derved aldrig få gjort noget færdigt. Indsigten kan vi bruge til at øge og fastholde commitment til et valg.

»Når jeg forestiller mig, hvordan jeg vil have det, hvis jeg følger valg X, er jeg ikke sikker på, at det er det rette valg for mig«
Vi har en naturlig tendens til at undersøge alle vores mulige valg, før vi træffer en beslutning om at realisere én af mulighederne. Det er der naturligvis meget godt i. Vi forholder os derved nuanceret og undersøgende til verden og dens muligheder. Målet kan være at opnå de bedste resultater i forhold til den overordnede forandring.

Imidlertid vil mange kunne nikke genkendende til, at når vi har en række mulige veje at gå til en ønsket forandring, kan det være vanskeligt at opbygge så meget commitment til ét valg, at de øvrige bliver så meget mindre rigtige, at de ikke forstyrrer billedet og tydeligheden af vejen mod målet.

Oplever vi således vanskeligheder ved at opbygge tilstrækkelig commitment til ét valg, kan det skyldes fraværet af en reel beslutning, der vil udløse en større belønning i hjernen.

Hønen eller ægget? Det er spørgsmålet, som der jo bekendt ikke er noget klart svar på. Ovenstående åbner for et nærmest uløseligt dilemma. På den ene side er det hensigtsmæssigt at tage beslutning for derved at øge vores commitment til at realisere den ønskede forandring. På den anden side kan en hurtig beslutning føre til, at vi ikke får undersøgt de mulige valg ordentligt og derved træffer en beslutning på et ufuldstændigt og måske forkert grundlag.

Hvad så? Det handler om at gøre sig klart, at det er den naturlige tendens i hjernen. Vi skal bevidst forholde os til dette for dels at udnytte mulighederne for at styrke vores commitment og dels at undgå at de naturlige processer fører til, at vi holder fast i uhensigtsmæssige tilstande.

Mange små beslutninger fører til realiseringen af store forandringer
Endnu en konsekvens af, at vores belønningssystem aktiveres mere, når vi træffer en beslutning om at følge et muligt valg, er, at det gør det hensigtsmæssigt at tage mange mindre beslutninger, der fører i retning af en større forandring. I så fald vil vi gradvist øge vores commitment til at gå efter en større forandring i livet.

Samtidig sker det typisk det, at hvis vi kaster os ud i for store forandringer, fører det til at hjernens bevidste områder lukker ned. Det er områder, som er afgørende for at vi kan tage gode beslutninger og fastholde en bestemt kurs. Der er særligt tale om, at ressourcer trækkes ned omkring det limbiske system, hvor en lille struktur ved navn amygdala spiller en afgørende rolle. Amygdala skanner og undersøger alt, hvad der sker omkring os for at se om det udgør en fare for os – reel eller forestillet. Her er det værd at huske på, at uvished behandles som frygt i hjernen. Og i enhver større forandring i livet er der en grad af uvished, hvor det ikke er muligt at kontrollere hele processen.

Opsamling
Hjernen har en tendens til at tillægge større værdi til valg vi har truffet frem for andre mulige valg. Hjernen hjælper os således med at fastholde en kurs. Bagsiden er at det også fører til, at forandring er svær fordi det opleves som mere behageligt at holde fast i det eksisterende – også selv om vi rationelt kan se, at den eksisterende tilstand ikke er den optimale.

Læs mere om at vanetænkning her:

Vanetænkning – motorvejen eller stien?

Læs mere om forandring her:

Hvorfor forandring er så svær