Når vi mennesker står overfor en farefuld situation, gør vores krop sig klar til enten at kæmpe eller flygte. Om det er kampen eller flugten, der konkret aktiveres, afhænger af hvem vi er og hvordan vi oplever situationen. De som har prøvet at stå i en farefuld situation vil kunne nikke genkendende til, at der sker en række fysiologiske reaktioner, der gennemstrømmer hele kroppen. Det er hjernen der igangsætter dette.

I den foregående artikel ‘Med kniven mod struben – om psykisk pres under ledighed eller sygemelding‘ beskrev jeg, hvordan amygdala skanner alt, hvad der sker omkring os, og får amygdala nys om, at der er noget som kan true os – enten fysisk eller socialt – trækker den ressourcer til sig og aktiverer kamp-/flugt mekanismen. Når det sker, har vi tendens til at se verden i mere sort/hvid termer og vores følelser forstærkes. Vi vil endvidere opleve, at der pumpes stresshormoner ud i hele kroppen. Et andet træk er, at vi oftest opfører os i overensstemmelse med, hvordan vi plejer at opføre os – vi kører på autopilot.

Alt dette giver utrolig god mening, hvis vi forestiller os, at vi går en sen nattetime på en øde sti, og vi pludselig hører skridt bag os. Eller vi oplever, at en 20 tons lastbil er meget tæt på at køre os ned i et højresving. Her reagerer hjernen ved at gøre os klar til at afværge eller imødegå den farefulde situation.

Og det giver formentlig også god mening, hvis konsekvensen af at befinde os i en farefuld situation, der kan medføre, at vi bliver gjort fortræd eller kommer slemt til skade, er, at vi ikke kan udtænke store forkromede strategier og fastlægge succesrige handleplaner for fremtiden, mens vi er i situationerne.

Maslow’s behovspyramide har kolossal indflydelse på vores tænkning

I 1943 formulerede Abraham Maslow sin berømte teori om menneskelige behov, og disse blev sat ind i et hierarki, hvor behov på et niveau skal indfries før det er muligt at rykke op i hierarkiet. Om end der er forskellige udlægninger af teorien, så rammer den meget godt, hvordan vi mennesker intuitivt forholder os til verden.

Hierarkiet er i omvendt rækkefølge:

> Fysiske behov (føde, vand, luft, søvn, fysisk bevægelse, udtømning af affaldsstoffer, sex – kun reproduktion)

> Behov for sikkerhed (fysisk sikkerhed, tryghed, stabilitet, husly samt fravær af smerter/ubehag og frygt)

> Sociale behov (fællesskab, kærlighed og venskaber – oplevelse af at være en del af grupper og have positive relationer)

> Behov for agtelse (selvrespekt, selvtillid, kunnen, anerkendelse, status og værdighed)

> Selvrealisering (virkeliggøre mål, realisere medfødte eller tilegnede evner)

De tre laveste niveauer er for Maslow mangelbehov, og når de er indfriet, vil mennesker ikke længere aktivt søge at indfri dem. De to øverste niveauer (behov for selvagtelse og selvrealisering) er derimod behov, der ikke kan mættes. Det er sådan, forklarer Maslow, at først når de laveste tre er indfriet, har mennesket for alvor luft og overskud til at forholde sig aktivt til de øverste.

Maslows teori har haft kolossal indflydelse på vores kultur. Udfordringen med Maslows teori er imidlertid, at den laver et hierarki. Ikke fordi det er vanskeligt at forstå, at står vi overfor, at vi ikke kan få luft, bliver truet på vores liv, eller dumpet af vores partner, er det faktorer, vi skal forholde os til her og nu. Men fordi den gør de øverste niveauer til en slags luksusniveauer.

I mit virke hører jeg ofte mennesker, jeg har i coaching, underviser eller holder foredrag for, fortælle, at de jo burde være glade, hvis de bare har et arbejde og får en løn. Udfordringen er blot, at det er de ikke. Og deres utilfredshed kan bestemt ikke ses som luksusproblemer – og har i øvrigt lagt videre konsekvenser end blot lidt ubehag.

Set i lyset af Maslows teori, så giver det meget god mening, at de som f.eks. har eller står overfor at miste retten til dagpenge og ikke kan få kontanthjælp, bliver truet på nogle helt grundlæggende behov. De står måske overfor ikke at kunne købe mad, betale husleje og presset har måske medført at deres forhold er gået i stykker etc. Står den enkelte i en situation, hvor de er ramt af sygdomme – fysiske eller psykiske – er situationen på afgørende punkter den samme, og for nogle med den forværrende faktor, at der ikke er udsigt til, at de nogensinde bliver raske. Maslows teori er dog – uanset hvor mange gode elementer den indeholder – for vertikal eller hierarkisk set fra et hjerneperspektiv.

Fysisk smerte/ubehag og social smerte/afvisning opfattes på lignende måder af hjernen
Når vi oplever fysisk smerte aktiveres vores konfliktdetektor i hjernen (se billede) og fortæller os, at der er noget galt, og at vi skal gøre noget for at fikse det. Det bevirker desuden, at også amygdala aktiveres og ressourcer trækkes ind omkring denne og ned i hjernestammen, hvor kamp/flugt mekanismen hører hjemme.

At stivne i en situation – som nogle sikkert også kender til – er en del af at flygte. Derfor tales der ofte om kamp-flugt-frys makanismen.

Vi så i den foregående artikel ‘Med kniven mod struben – om psykisk pres under ledighed eller sygemelding‘, at hjernen arbejder ud fra et overordnet princip om, at den først og fremmest søger at minimere fare og dernæst at maksimere belønning. Af denne grund giver hjernen topprioritet til alt som reelt eller forestillet udgør en fare eller trussel for os. Forskerne Naomi Eisenberger og Matthew Liebermann har vist med deres forskning, at hjernen er meget følsom overfor sociale påvirkninger. Deres forskning viser tydeligt, at hjernen reagerer på trusler og farer i den sociale verden som i den fysiske.

Det er et træk hos mange, at de tillægger fysiske farer eller trusler mere betydning end de sociale – måske fordi de er lettere at forholde sig til. Går et forhold f.eks. i stykker, høres ofte, at vi bare skal komme »op på hesten« igen. Når en person kommer humpende med et ben i gips skynder vi derimod at hente en stol og spørge til om vedkommende har brug for noget.

At der er en tæt sammenhæng mellem den sociale og fysiske verden er åbenbar for forskerne. Og vi har allerede et sprogbrug, der klart peger på en tæt sammenhæng: »han gjorde mig ondt«, »man skal ikke sparke til én, som ligger ned«, »hun knuste mit hjerte«, »jeg var helt smadret efter mødet med jobcenteret« etc. Vi har et fysisk sprog, der beskriver oplevelsen af sociale hændelser.

Når vi står overfor sociale farer eller trusler aktiveres amygdala og vores kamp-/flugt mekanisme også. De fleste af os kender udmærket oplevelsen af det. Vi bliver f.eks. vrede og skælder ud, bliver triste eller kede af det og græder, bliver irriteret eller aggressive, trækker os væk fra eller forsøger at undgå den ubehagelige situation, bliver passive eller oplever handlingslammelse.

Der er en række områder, hvor mennesker reagerer på sociale hændelser på samme måde som de fysiske.
Disse elementer er samlet i SKARV® modellen, som er vist nedenfor. I denne model indgår der fem områder, som vi mennesker enten søger hen-i-mod eller væk-fra.

Vi indgår alle i et utal af sammenhænge – i familien, i vennekredsen, i sportsklubben, på caféen, i supermarkedet, på en fremtidig arbejdsplads, i praktikken eller arbejdsprøvningen, til møder osv. Vi påvirkes af andre, og vi påvirker andre. SKARV® kan medvirke til at forklare og forstå, hvordan vi reagerer, når vi er sammen med andre. Men samtidig også skabe en forståelsesramme, der gør, at vi aktivt kan søge at maksimere de forskellige elementer i sociale sammenhænge.

Status og Retfærdighed

Status handler om vores relative vigtighed i forhold til andre. Altså hvordan vi opfatter vores egen placering i forhold til andre. Ikonet der ovenfor illustrerer status er to figurer, hvor den ene er placeret lidt højere end den anden. Oplevelsen af status er en meget personlig oplevelse, der ikke kan måles i materielle goder eller titler.

Retfærdighed handler om, at vi har brug for at blive retfærdigt behandlet for at have det godt og trives. Forskningen peger imidlertid også på, at det er ligeså vigtigt, at vi ser andre blive retfærdigt behandlet.

På baggrund af de resultater hjerneforskerne leverer, står det tydeligt frem, at vi mennesker konstant måler os selv i forhold til andre. Vi kan se, at når mennesker har en oplevelse af, at de har en høj status og bliver retfærdig behandlet, så producerer de stoffer i hjernen, der gør, at de får det bedre og præsterer bedre.

Omvendt kan vi se, at når mennesker oplever, at deres status trues eller bliver uretfærdigt behandlet, så præsterer de dårligere og har vanskeligere ved at tage kloge og konstruktive beslutninger. Når vi oplever, at vores status er lav eller truet, eller at vi bliver uretfærdig behandlet, aktiverer det amygdala og områder i hjernestammen. Det betyder, at der trækkes ressourcer ned i dybere dele af hjernen og derved fjerner dem fra områder, der gør, at vi kan fastholde overskud og handlekraft. Det sker blandt andet, når nogen taler ned til os, at det vi kan byde ind med ikke værdsættes eller at vi kritiseres.

Jobsøgende der har søgt rigtig mange stillinger uden nævneværdig positiv respons, giver ofte udtryk for dette. I mødet med f.eks. jobcentre eller a-kasser fortæller andre, at de hurtig oplever, at deres status er truet eller at de bliver uretfærdig behandlet. De fleste kan nok også nikke genkendende, at vi kan blive temmelig stødt, hvis nogen kritiserer en ansøgning vi selv synes er super god.

Sygemeldte – f.eks. stress- eller depressionsramte – giver ofte udtryk for, at de har en opfattelse af lav status, fordi de ikke længere kan præstere i arbejdssammenhænge eller derhjemme. Og i relation hertil, at de bliver uretfærdig behandlet, fordi de f.eks. møder pres fra et beskæftigelsessystem, der ikke altid har luft til at vente på, at den depressive eller stressramte selv finder ud af, at de er klar til etablering af en praktik eller en raskmelding.

Det er ærgerligt at mødet med beskæftigelsessystemet ikke altid medvirker til at den jobsøgende eller sygemeldte får flere ressourcer til at søge i den ønskede retning – om det så handler om et job eller en raskmelding. Her ligger en udfordring for både den jobsøgende/sygemeldte og jobkonsulenterne/sagsbehandlerne.

Fra en jobsøgendes eller den sygemeldtes synspunkt handler det om at søge sammenhænge, hvor de oplever, at de har høj status eller i hvert fald, at deres status ikke trues, samt at de søger sammenhænge hvor de bliver ordentlig behandlet.

Det er selvfølgelig ikke altid muligt at undgå konfliktfyldte sammenhænge. Her er det vigtigt at give udtryk for sin oplevelse af situationen – selvfølgelig på en god og ordentlig måde. I en senere artikel sætter jeg fokus på nogle af de virkningsfulde teknikker til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner, der naturligt opstår, når vi trues på nogle af SKARV® modellens fem områder.

Kontakt

Det andet element i SKARV® er kontakt, som omhandler kontakten eller relationen til andre mennesker. Vi kan se, at når vi har mennesker, vi stoler på og nærer tillid til omkring os, så producerer vi stoffer i hjernen der får os i bedre humør, gør os afbalancerede og giver os en større tillid til at verden vil os noget godt.

Omvendt så fører problemfyldte relationer til, at vi producerer mindre af et stof, der også kaldes kærlighedshormonet. Kvinder producerer stoffet, når de ammer, det produceres ved et håndtryk, ved samleje og når vi er tæt på mennesker, vi stoler på og holder af. Sidder vi meget alene, hvilket er en reel risiko ved en periode med ledighed eller sygemelding, så risikerer vi, at vi ikke får fyldt depoterne op. Det fører til, at der gradvist opbygges en større mistillid til omverdenen pga. en lav produktion af oxytocin.

For den jobsøgende eller sygemeldte betyder det, at det er meget vigtigt at indgå i sociale sammenhænge og have relationer vi nærer tillid til og kan stole på. Gør vi ikke det, så er der overhængende fare for, at vi gradvist bliver i dårligere og dårligere humør. Det betyder, at amygdala reagerer og trækker ressourcer til sig og væk fra de områder af hjernen, der giver os øget beslutningskraft og overskud – vores arbejdshukommelse.

En af forklaringerne på, at kurser kan være gode til at få sat skub i jobsøgningsaktiviteter eller et forbedret energiniveau i forbindelse med sygemeldinger, er netop det at komme ud og møde andre i en lignende situation.

Autonomi

Autonomi handler om, at vi har brug for handlefrihed til at udvikle vores liv i en ønsket retning. Har vi en sådan oplevelse, så giver det os overskud og mentale ressourcer til at tage gode beslutninger og bevare overskud. Billedligt talt, så har vi en oplevelse af, at vi sidder på førersædet i den bil, der er vores liv. Vælger vi at tage den næste afkørsel til venstre, så sker det.

Omvendt kan vi se, at har vi en oplevelse af, at andre styrer os, bliver vi vrede, kede af det og oplever ubehag. Det fører til, at der trækkes ressourcer ned i dele af hjernen, der gør, at vi ser verden i mere sort/hvid termer og vores negative følelser forstærkes. Med ovenstående metafor, betyder det, at vi sidder på passagersædet i den bil, der er vores liv. Livet kører af sted med os – og ikke omvendt.

Den negative oplevelse af at blive styret, sker for nogle, når de kommer i kontakt med beskæftigelsessystemet. Noget skyldes den måde beskæftigelsessystemet er sammensat på og andet den jobsøgendes eller sygemeldtes forventninger. Det fører til en række negative følelser, der bestemt ikke giver overskud og handlekraft til at skabe det nye arbejdsliv den enkelte ønsker sig.

Skal den jobsøgende eller sygemeldte gå aktivt ind i at skabe en oplevelse af autonomi, handler det om at tage teten i forhold til, hvad der skal ske fremadrettet. Det kan naturligvis være enormt vanskeligt, hvis den jobsøgende f.eks. står i økonomiske problemer til halsen eller at den sygemeldte bokser med en depression. Det ændrer dog ikke på opgavens karakter. Set uafhængigt at beskæftigelsessystemet kan den enkelte selv lede efter praktikker/arbejdsprøvninger, job med tilskud. Derudover kan den jobsøgende også tage teten ved at gå meget aktivt ind i at søge de muligheder, der er for at komme i kontakt med potentielle arbejdsgivere osv. Den sygemeldte kan tage teten ved at søge sammenhænge, der understøtter en forbedret helbredstilstand.

Vished

Hjernen er én stor forudsigelsesmaskine. Velvidende at der jo ikke er nogen, der kan forudsige, hvad fremtiden bringer, så er vores hjerne skruet sådan sammen, at den konstant forsøger at gøre det. Årsagen er enkel: Den forsøger hele tiden at forudsige fremtidige og potentielt problematiske scenarier for at holde os i live – fysisk og socialt. Af denne grund, der er hængt op på hjernens overordnede princip om, at minimere fare og maksimere belønning, så har vi brug for en grad af vished for, hvad fremtiden bringer.

Mange der står i en ledighedssituation eller er sygemeldte er presset lige præcist på dette område, fordi deres fremtid er meget uvis. Og uvished behandles som frygt i hjernen.

De fleste vil formentlig kunne nikke genkendende til, at når vi kastes ud i stor uvished, som vi ingen kontrol har over, så er ubehageligt langt fra et dækkende ord. Når vi oplever frygt, kører amygdala på højtryk og binder ressourcer dybt i hjernen. Derved er der færre ressourcer til den vigtige arbejdshukommelse, som er afgørende i alle bevidste interaktioner.

Arbejdshukommelsen spiller en afgørende rolle, når vi skal lære, forstå, huske, tage beslutninger og stoppe følelsesmæssige impulser. Mere om arbejdshukommelsen senere.

For den jobsøgende eller sygemeldte er det derfor af afgørende betydning, at der søges så meget vished, som det er muligt i en uvis situation. Sidder man f.eks. i en økonomisk svær situation, kan det være vigtigt at skære så meget ind til benet, at det gør fremtiden mere tryg. Står den sygemeldte overfor en operation, der bekymrer meget, så kan det være hensigtsmæssigt at søge informationer, der giver indsigt og viden. Det handler altså både om at få mental klarhed eller tage konkrete beslutninger, der giver vished for, hvad fremtiden vil og kan bringe.

Opsummering

Ovenfor er du blevet præsenteret for SKARV® modellen, der indeholder grundlæggende elementer som vi mennesker reagerer på – enten positivt eller negativt. Når vi får indfries SKARV® modellens områder, har det vi det godt og trives. Når områderne er truet, giver det sig udtryk i reduceret handlekraft og overskud til at bevæge sig konstruktivt mod fremtiden.

Hovedessensen er, at vi mennesker er meget sensitive overfor sociale påvirkninger, og at hjernen reagerer lige så voldsomt på at vores sociale liv er truet, som hvis nogen forsøger at gøre os fysisk fortræd.

Spørgsmål til refleksion

> Hvis du skal tage indsigten om, at den menneskelige hjerne reagerer på en lignende måde ved fysisk som social smerte, hvad betyder det så for dit indre liv?

> Er der sammenhænge, som du bør søge eller undgå for at optimere de fem områder i SKARV®?

> Hvordan kan du indgå i uundgåelige sammenhænge på en måde, så du bedst får indfriet de fem områder i SKARV®?

Læs flere artikler i serien “Med Kniven Mod Struben”:

MED KNIVEN MOD STRUBEN – OM PSYKISK PRES UNDER LEDIGHED ELLER SYGEMELDING

eller:

MED KNIVEN MOD STRUBEN – DEN LYNHURTIGE HJERNE