En af det præfrontale cortex’s vigtige opgaver er at hjælpe til med bremse impulser. Området, der med et mere teknisk ord hedder det ventrolateral præfrontale cortex – placeret bag tindingen på venstre side – spiller en helt afgørende rolle, når vi f.eks. bremser en impuls til at skælde en kollega ud eller en indskydelse til at fortælle den smukke ekspedient om vores tanker om hende. Det kunne også være at vi forsøger at stoppe os selv fra lige et gå forbi køleskabet endnu en gang for at undersøge en plade lækker mørk chokolade. Vi stopper os selv eller forsøger at stoppe os selv mange gange hver dag. Evnen til at stoppe impulser er helt essentiel for at vi kan fungere i samspillet med andre, og holde fokus på det vi laver.

Set fra et hjerneperspektiv er det værd at kigge nærmere på et par af de underliggende processer, der påvirker vores evne til at styre impulser. For vi kender formentlig alle, at der er tidspunkter, hvor det er lettere at kontrollere de impulser og indskydelser vi får. Og en forståelse af processerne, der bygger på samtidig forskning, kan medvirke til at vi bliver bedre til at interagere med andre og holde fast i det, vi har sat os for.

Stress trækker ressourcer væk fra vores bevidste hjerne
Når vi er under stress – vel at mærke distress eller den negative stress – er en struktur ved navn amygdala særlig aktiv. Det er det område, der blandt andre opgaver sørger for at scanne og vurdere om noget i vores miljø udgør en fysisk eller social fare for os.

Amygdala er placeret dybt i hjernen, og er en del af det såkaldte limbiske system. Dette system fungerer i vid udstrækning uden for vores bevidste kontrol. Det er et område, der lynhurtigt kan aktivere vores kamp/flugt mekanisme, hvis noget truer os.

For at forstå hvordan amygdala fungerer, er det værd at bruge en analogi. Når en designer arbejder med billeder i et softwareprogram, arbejder hun oftest med billeder i lav opløsning i stedet for de knivskarpe og højtopløste billeder, som bliver del af det endelige produkt. Årsagen er enkel. Hvis hun arbejdede med de højtopløste billeder ville computeren ikke kunne følge med, når hun f.eks. flyttede et billede rundt på skærmen. Hun ville opleve, hvordan hun flyttede billedet og først senere kunne se, hvordan billedet flyttede sig hen over skærmen i hak. Amygdala fungerer på samme måde som et grafisk softwareprogram, der arbejder med billeder i lav opløsning for at kunne reagere i realtid.

Amygdala får altså sendt billeder i lav opløsning for at den kan reagere hurtigt for at beskytte os. Det er der meget godt i, da det kan holde os i live, når vi udsættes for virkelig fare. Udfordringen eller bagsiden er, at billeder i lav opløsning er uskarpe og indeholder ikke alle detaljerne om den faktiske situation. Amygdala reagerer således på et ufuldstændigt billede af de konkrete stimuli i vores miljø. Identificerer amygdala en mulig fare – som kunne være forestillet, fup – aktiverer den vores kamp/flugt mekanisme, som er en del af de hjernestrukturer, der tager sig af automatiske funktioner som vejrtrækning, synkebevægelser og at vi blinker med øjnene.

Set i lyset af, at amygdala reagerer på lav opløste og ufuldstændige billeder er risikoen stor for, at vi laver fejl og aktiverer kamp/flugt mekanismen uden grund.

Når vi er stresset, er amygdala mere sensitiv end når vi er i balance. Når amygdala konstant arbejder på at scanne omverden for potentielle farer, optages metaboliske ressourcer, som kunne være brugt til at bremse impulser i det ventrolateral præfrontale cortex som f.eks. vredesudbrud, irritation og problemfokus. Vi er også mere følelsesladede og væltes lettere omkuld af situationer og uforudsete begivenheder. Årsagen hertil er, at vores overblik og evne til rationel tænkning hviler på det præfrontales evne til at fungere optimalt.

Træthed begrænser ressourcerne til bevidst tænkning
En anden vigtig faktor, der reducerer vores evne til at bremse impulser er træthed – både fysisk og mental.

For at forstå, hvordan dette hænger sammen, skal vi fokusere på det præfrontale cortex, som er den sidste del der evolutionært er dannet i den menneskelige hjerne. Det betyder, argumenterer forskere, at denne region i hjernen ikke er ligeså god til at anvende ressourcerne som f.eks. det limbiske system, basal ganglierne og vores krybdyrhjerne.

For at forstå det præfrontales evne til at håndtere informationer set i forhold til resten af hjernen, kan anvendes en metafor om købekraft. Hvis det præfrontales evne til at håndtere informationer svarer til købekraften af én euro, svarer resten af hjernens evne til at håndtere informationer til købekraften af hele den europæiske økonomi. Der er altså kolossal forskel.

Det præfrontale cortex rummer mange muligheder. Her sættes fokus på evnen til at bremse impulser. Hjerneforskere har blandt andre brugt en »Stroop-test« til at undersøge, hvad det betyder i hjernen, når vi skal bremse impulser. De kan se, at det ventrolateral præfrontale cortex er central i både handlings, emotionelle og kognitive opbremsninger.

Testen foregår ved at testpersonens hjerne undersøges i en fMRI scanner, der kan måle blodtilstrømningen til et område, når det aktiveres. Personerne bliver bedt om at sige farven på et ord frem for at læse ordet højt.

 Sort            Blå            Sort 

 Grå             Rød             Gul 

Hjernen har lettere ved at læse ordet end at sige farven, så ved 3 vil hjernens naturlige reaktion være at sige Sort og når personerne så skal sige blå i stedet kan forskerne se, hvad der sker, når vi stopper en automatisk impuls.

Det præfrontale område i hjernen er energikrævende. Det opbruger en masse metaboliske ressourcer for at kunne fungere. Og for hver gang vi anvender nogle af dem, er der færre tilbage. Med mindre vi tager et langt hvil eller tilfører ressourcer, bliver det gradvist svære og svære at stoppe impulser, og samtidig anvende det præfrontale område. Et område som er central i alle bevidste interaktioner med verden. Det spiller en afgørende rolle, når vi skal forstå noget, beslutte os, lagre informationer, huske noget, og som nævnt, at holde impulser tilbage.

Forskere lavede også et andet forsøg, hvor mennesker skulle undlade at spise chokolade mens de var alene i et rum. Det som forsøget viste, var, at de personer som undlod at spise chokoladen gav hurtigere op ved en efterfølgende svær opgave.

Når vi har bremset én impuls eller tilskyndelse, er der færre ressourcer tilbage til den næste opbremsning. Det forklarer, når mange fortæller, at de sidst på dagen har en lidt kortere lunte. Mange forældre kan nok nikke genkendende til, at det i tiden før aftensmaden kan køre lidt højt, hvis de ikke er påpasselige med at holde fast i sig selv, og at der falder ro over familien når alle er mætte og tilpasse. Batterierne er genopladet, og der er tilført metaboliske ressourcer til at hjernens bremsesystem fungerer i tilstrækkelig omfang.

En anden form for træthed er den mentale træthed. Det er f.eks. når vi er stressede og vores mentale ressourcer er bundet i amygdala og dybere dele af hjernen. Mange med stress, depression eller andre psykiske udfordringer fortæller, at de oplever tankemylder, der centrerer sig om negative emner. Det kunne f.eks. være om manglende anerkendelse og respekt, dårlige relationer til andre, manglende kontrol, uretfærdighed fra andre og særligt har mange negative tanker om »systemet« samt at de er kastet ud i uvished. Disse områder indgår alle i SKARV’en som er en social model, der sætter fokus på, hvad der driver menneskelige interaktioner.

Hvad gør vi så ved det?
Generelt handler det om at have tilstrækkelige ressourcer til vores rådighed for at kunne kontrollere de impulser vi får. Der er mange måder at gå til det på, og coachen arbejder med mange af dem.

I forhold til den fysiske træthed, så vil det være vigtigt, at vi sørger for at vores depoter er fyldt op. Dvs. at vi får tilstrækkelig med ressourcer tilført igennem væske og mad, samt at vi sørger for at få søvn og hvile nok. Desuden at vi husker, at der er en stærk sammenhæng mellem generel kropslig og mental trivsel og det vi kan yde.

Så er der stressen. Det handler om at håndtere situationerne, og ikke mindst de følelsesmæssige reaktioner og impulser vi får, når vi oplever at noget truer os socialt.

Et spørgsmål til eftertanke:
Hvis du nu seriøst skulle tage hensyn til, at det præfrontale cortex rummer en stærk begrænset mængde ressourcer, og du gerne vil udnytte dem bedst muligt – Hvordan skal din dag så se ud?

Læs mere:

Er din kaffe varm? Om automatreaktioner og følelsesmæssig regulering