Af Simon & Helga Døssing Bendfeldt.

Der er blevet formuleret vigtige og attraktive mål – for skolen og eleverne. Alt det er meget godt. Ved at forstå hvordan hjernen fungerer i sociale sammenhænge kan vi også være med til at skabe mulighederne for at de opnås.

I de seneste årtier er der blevet forsket intensivt i hvordan vores hjerne arbejder under forskellige betingelser, og om end der er lang vej endnu til at forstå hjernen i dybden, så er der træk der træder tydeligt frem, og som vi bør tænke med – også i gymnasieskolen.

Den amerikanske hjerneforsker Matthew Liebermann peger på i sin yderst spændende bog fra 2013, at vi bør tillægge den sociale verdens betydning for den menneskelige præstationsevne langt større vægt end vi tidligere har gjort det.

I rigtig mange af de hjerneforskningsforsøg der gennemføres undersøger forskerne, hvad der sker, når vi er i gang med en konkret opgave. Langt færre har undersøgt, hvad der sker når hjernen ikke er optaget af nogle opgaver. I sidstnævnte type forsøg står det klart at selv ved meget kortvarige pauser – dvs. få sekunder – engagerer mennesker sig i den social verden.

Konkret betyder det at når f.eks. Ahmed eller Karina ikke er i gang med at forholde sig aktivt til digtet eller regnestykket, så tænker de på sig selv, og de mennesker de omgås. Når historielærer Poul holder en pause med at fortælle om årsagerne til den kolde krig, vil også hans hjerne naturligt glide i retning af den sociale verden – hvordan hans relation er til eleverne, sine kolleger, ledelse og derhjemme.

Den sociale verdens tilstedeværelse hos den enkelte spiller aktivt ind, hver gang hjernen ikke er optaget af en konkret opgave, og derfor er det afgørende at forstå hvilke ting der påvirker os socialt og hvad det betyder for vores evne til at lære og præstere.

Noget at det som hjerneforskerne har fundet ud af er, at sociale trusler opfattes på en lignende måde som fysisk smerte eller trusler. Når hjernen opfatter noget der kan true os socialt aktiveres en struktur ved navn amygdala. Det er hjernens vagthund, der konstant overvåger om der er noget som udgør en fare for os. Sker det trækkes ressourcer ned i de dybere dele af hjernen og vi får en tendens til sort/hvid tænkning, vores følelser forstærkes og vigtigt her, så optages ressourcerne langt fra vores arbejdshukommelse, som er afgørende i al bevidst interaktion med verden omkring os. Har vi ikke tilstrækkelige ressourcer til at anvende det præfrontale coertex, der er placeret lige bag panden, så er det meget vanskeligt at tænke klart, klogt og tilegne sig viden og anvende den. Det bliver derfor af afgørende betydning, at der på alle niveauer arbejdes på at der er tilstrækkelige ressourcer til rådighed for at vores arbejdshukommelse kan fungere optimalt – både i forhold til relationerne mellem eleverne, lærer/elever, lærer/lærer og lærer/ledelse.

Der er en række områder som vi mennesker reagerer enten positivt eller negativt i forhold til. Når vi påvirkes positivt fører det til produktion af stoffer i hjernen der øger vores præstationsevne og styrker arbejdshukommelsen samtidig med at det dæmper reaktionen i de dybere dele af hjernen. Påvirkes vi omvendt negativt, så fører det til at amygdala og dybere dele af hjernen tager over og fjerner vigtige ressourcer fra vores arbejdshukommelse. Det er altså mere end ønskværdigt at de ting der påvirker os positivt er til stede i en læringssituation.

Områderne er samlet i skarv modellen, der beskriver de fem områder som vi mennesker reagerer enten positivt eller negativt på.

Status handler om vores oplevede vigtighed i forhold til andre mennesker. Med andre ord så er det afgørende at vi har noget at bidrage med og som er værdifuldt for andre. Kontakt området centrerer sig om vores relationer til andre. Har vi en god og tillidsfuld kontakt til andre, så dæmper det visse dele af hjernen og booster den del, der sætter os i stand til at tilegne os viden og anvende den. De fleste kender nok til, at hvis vi oplever at andre styrer vores liv og ikke tager vores perspektiv med, har det en negativ konsekvens for vores mentale overskud. Autonomi handler om at vi har et grundlæggende behov for at opleve at det er os der styrer vores eget liv i den retning, der giver mening for os. Retfærdighed er vigtig at opleve, og har vi en oplevelse af at vi bliver uretfærdigt behandlet trækkes ressourcer væk fra vigtige områder for læring og overskud. Endeligt kan vi se, at uvished behandles som frygt i hjernen, og det betyder konkret at hvis er i tvivl om hvad der skal ske i fremtiden, så er vi hverken i stand til at tænke klart eller klogt. Der er naturligvis mange mellemregninger og nuancer knyttet til skarv modellen, og de udfoldes bedst i et andet forum end her.

Det er essentielt at skolerne arbejder på, at rammerne medtænker de sociale elementer

Samlet og opsummerende, er det vigtige mål, der er formuleret for elever og skoler. Skal det også være realistisk at de opnås skal der arbejdes på at skabe grundlag for tilegnelse af viden og anvendelse af læring. Det er altså langt fra nok, at gymnasier ansætter de bedste lærer på et snævert fagligt plan, men også essentielt at skolerne arbejder på, at rammerne medtænker de sociale elementer, vi er så optaget af som mennesker – uanset om vi er elev, lærer eller leder.

Læs mere:

SKARV modellen – når det handler om at skabe trivsel og håndtere forandringer