Naomi Eisenbergers forsøg og hjernens reaktion på social smerte
På et eller andet tidspunkt, i vores opvækst og/eller på vores arbejde, har de fleste af os følt og oplevet, hvordan det er at blive socialt ignoreret eller endog udelukket. Selvom det er forbundet med en ubehagelig følelse/fornemmelse, så virker det på overfladen som om social smerte er ret så forskellig fra fysisk smerte. Men det viser sig at oplevelserne har et fælles biologisk fundament i hjernen.

Årsagen er sandsynligvis forbundet med, at mennesker er programmeret som sociale væsner, da vores overlevelse og udvikling som art, har været afhængig af evnen til at indgå i stammefællesskaber, samarbejde og koordinere vores handlinger. Ikke mindst har fællesskabet i stammen bidraget med en følelse af tryghed og sikkerhed i en barsk verden.
Ligeldes kan man forestille sig, at da mennesker har en meget lang barndom, er det at opretholde gode sociale forbindelser med en eller flere omsorgspersoner, der varetager ens behov central for overlevelsen.
Socialiseringen har derfor spillet en betydningsfuld rolle i menneskets og dermed hjernens udvikling, og der er efterhånden en del resultater indenfor hjerneforskningen, der understreger hvor følsom vores hjerne er overfor sociale påvirkninger – specielt når det handler om opfattede trusler.

Naomi Eisenbergers forsøg
Naomi Eisenberger, Ph.d. og forsker i social psykologi på UCLA, har sammen med Matt Lieberman, udført forsøg med det formål at forstå, hvad der sker i hjernen, når vi bliver socialt afvist.

De begyndte med at spørge frivillige forsøgspersoner, om de ville deltage I et computerspil – kendt som Cyberball. Forsøgspersonen foranlediges til at tro, at vedkommende spiller et computerspil mod to andre mennesker. 
Spilet gennemføres ved, at tre spiller virtuelt kaster en bold til hinanden.  Selvom man ikke fysisk kan se hinanden, så får forsøgspersonen lidt viden om de to andre spillere (navn, baggrund og alder). I starten kaster de to andre spillere i Cyberball regelmæssigt bolden til forsøgspersonerne for efter et stykke tid kun at kaste bolden til hinanden. Herved ignoreres forsøgspersonen fuldstændig, og denne kan ikke gøre andet end at følge med og opleve at de er udeladt af spillet.

I virkeligheden er der ikke andre deltagere i spillet, men kun en programmeret computer som styrer spillet. Dette ved forsøgspersonerne ikke, og de tror derfor, gennem dækhistorierne omkring de andre spillere (de virtuelle), at det er rigtige personer af kød og blod de spiller mod. Forsøgspersonerne har derfor en klar oplevelse af, at man spiller med to virkelige personer, og at de bevidst vælger at udelade vedkommende fra spillet. 

Undervejs i forsøget måler en fMRI scanner blodtilstrømningen til områder i hjernen for at forstå, hvilke dele af hjernen der bliver aktiveret, når vi bliver socialt afvist. Forskerne fandt derved ud af, at det netværk af hjerneregioner som bliver anvendt til at registrere fysisk smerte også blev aktiveret ved social smerte – altså at der hjernemæssigt er et biologisk fælles fundament for de forskellige smertelige stimuli.

En understregning af den tætte forbindelse mellem social og fysisk smerte sås, da forsøgspersonerne tog almindelige smertestillende piller, som f.eks. anvendes ved hovedpine. Det viste sig at pillerne havde en dæmpende effekt på den oplevede sociale smerte, da de reducerede sensitiviteten af de involverede neurale netværk, der aktiveredes under smerteoplevelsen.

Læs også:

Bremserne – om at stoppe uhensigtsmæssige impulser