Der er flere forklaringer på det – set fra et hjerneperspektiv. Men af dem er, at uvished tolkes på samme måde som frygt af hjernen. Og i enhver forandring – tvungen eller ønsket – er der en grad af uvished. I det følgende sætter jeg fokus på hvordan frygt influerer på vores evne til at forandre os.

Hjernen er en forudsigelsesmaskine
Evian Gordon, der er leder af verdens største database med empirisk materiale om hjernen og dens funktioner (brainresource.com), har tydeliggjort, hvordan hjernen fungerer ud ét overordnet organiserende princip: Den søger først og fremmest at minimere fare og dernæst at maksimere belønning.

Det gør hjernen for at holde os i live. Det betyder for os, at alt scannes og vurderes for at se om det udgør en fysisk eller psykisk trussel for os. Det er en struktur, amygdala, der udfører denne vigtige opgave for os. Denne struktur indgår i det såkaldte limbiske system, og arbejder i alt væsentlig udenfor vores bevidste kontrol.

Hjernen forsøger samtidig med at alt scannes og vurderes – på baggrund af tidligere erfaringer – at forudsige, hvad der vil ske i bestemte situationer.

Hjernen er på den måde en gigantisk forudsigeligheds maskine, der konstant laver kalkuler over, hvad der sker om et øjeblik og om det er noget vi skal være særligt opmærksomme på. På den konto, tager vores hjerne rigtig mange beslutninger uden for vores bevidste kontrol. Skal vi f.eks. opsøge bestemte situationer eller er det bedre at undgå dem. Skal vi fortælle kollegaen, at de overskrider vores grænse. Det job som indeholder et element af regnskab, ser vi bort fra, fordi vi tidligere har oplevet negativ feedback, når vi har arbejdet med tal. Denne type af beslutninger tager hjernen for det meste uden, at vi bevidst er klar over det.

Hjernen er grundlæggende social
For at forstå, hvordan frygt influerer på vores evne til at forandre os, må vi forstå, at hjernen er grundlæggende social. I 1943 præsenterede Abraham Maslow sin berømte teori om menneskers behov. Her argumenterede han for, at vores grundlæggende behov kunne inddeles i en pyramide, hvor basale behov som mad, vand og husly skulle indfries før vi bevægede os op i pyramiden. Nogle niveauer oppe kom de sociale behov. De fysiske behov var på den måde mere grundlæggende end de sociale. Hjerneforskere viser i dag, at denne pyramide-tænkning ikke står mål med, hvad der sker i den menneskelige hjerne.

Forskerne kan måle aktiviteten i hjernen, mens den arbejder. Her kan de se, at hjernen aktiverer de samme områder i hjernen ved fysisk som social smerte. Med andre ord, så tolkes en trussel på vores sociale status på samme måde, som hvis nogen forsøger at gøre os fysisk fortræd.  Ja, faktisk tyder meget på, at trusler på vores sociale behov huskes og påvirker os længere end, hvis vi ikke får indfriet fysiske behov (med mindre at vi taler om egentlig livstruende situationer). Det betyder, at vi i meget længere tid vil være påvirket af en social afvisning som f.eks. en fyring eller et brud på et forhold end hvis vi i en perioden ikke får søvn nok eller får den mad og drikke vi egentlig har godt af.

Forklaringen på hvorfor den menneskelige hjerne opfatter sociale behov på lige fod med fysiske søger forskerne i evolutionen og den menneskelig organismes natur. Når vi fødes ind i denne verden er vi skrøbelig og uden omsorg i alle livets fornødenheder vil vi ganske enkelt dø. Derfor lærer vi meget tidligt at vi er socialt afhængige af andre mennesker. Først vores mor og senere i livet er det de andre børn i børnehaven, klassekammeraterne, ungdomsvenner og –veninderne og så fremdeles. Vores hjerne formes med andre ord tidligt til at være lydhør overfor karakteren af interaktionen med andre mennesker.

Dr. David Rock har på baggrund af sin forskning fremhævet, at der er fem sociale domæner som mennesker har grundlæggende behov for at få indfriet. David Rock er medstifter af The NeuroLeadership Institute og forfatter til en række bøger om, hvordan vi kan anvende indsigter fra hjerneforskningen til at optimere vores liv. I en dansk sammenhæng har jeg arbejdet videre med hans indsigter, og samlet de 5 domæner i SKARV modellen. De fem domæner er Status, Kontakt, Autonomi, Retfærdighed og Vished. Oplever vi enten at vores sociale status er truet, at vi har en problematisk kontakt til mennesker omkring os, mangler kontrol over vores hverdag, oplever uretfærdighed eller at fremtiden er uvis reagerer vi med kraftige trusselsreaktioner.

Når frygt – alias uvished – bremser os
Uvished tolkes meget forskelligt. Der er den uvished, som vi synes er spændende og driver os til at udforske verden omkring os – søge muligheder og udvikle. Den uvished eksisterer typisk indenfor trygge rammer. Så er der den uvished, som ikke opleves behagelig. Det er den uvished, som ligger udenfor vores kontrol. Det er denne form for uvished, der særligt udgør en barriere for at forandring sker.

Når vi oplever uvished trækkes ressourcer væk fra de områder i hjernen som er centrale for vores bevidste interaktion med verden. Det præfrontale cortex. Det vil sige, at når vi trues trækkes ressourcer til det såkaldte limbiske system og aktiverer samtidig kamp/flugt mekanismen i vores krybdyrhjerne. Når det sker, tager indlejrede handlemønstre over for at beskytte os, og herved kører hjernen på autopilot. Altså ingen forandring.  Vores refleksive system i hjernen – det som er kendetegnet ved at være ubevidst – er kendetegnet ved at det arbejder lynhurtigt og tager beslutninger uden at involvere de områder af hjernen, som sætter os i stand til at styre vores emotioner og reaktioner.

Eksempler på situationer der aktiverer det refleksive system er nærmest uudtømmelige, da det afhænger helt af det enkelte menneske. Men af de mere almindelige skaber en fyring, økonomiske problemer, et ødelagt forhold, fysisk eller psykisk sygdom ofte en stærkt oplevelse af ukontrollerbar uvished hos os. Men også helt almindelige ting, som at opleve sig forbigået på arbejde, talt ned til af en kollega, kritiseret af en chef, uklare forventninger, manglende social støtte fra kolleger eller ledelse, pressede budgetter skaber en trusselreaktion for de fleste. Forskere peger også på, at det enorme mediefokus, der er på en global finansiel krise er med til at skabe en oplevelse af ukontrollerbar uvished hos mange.

Vi kander alle reaktionerne på at blive ramt af en trusselsreaktion – i mere eller mindre grad. Den er nemlig typisk ledsaget af stærke negative følelser, som at vi bliver kede af det, væmmes eller vrede. Vi oplever at vi bliver fyldt med negativ energi eller mister den og bliver matte. Eller at vi reagerer adfærdsmæssig ved verbalt at gå til angreb på den oplevede aggressor eller også trækker vi os fra situationen. En rigtig øv-situation.

Uvished skal og kan håndteres
Den uvished der bremser os i at gennemføre ønskede forandringer, er en del af livet. Men det er en uvished vi kan arbejde med og lære at håndtere. Lærer vi at håndtere den kan vi frigøre ressourcer til det præfrontale cortex, som er en region af hjernen, der befinder sig lige bag panden. Denne region er central for at vi kan holde fokus, løse problemer, tage gode beslutninger og tilegne os nye færdigheder.

Den typiske måde at håndtere den følelsesmæssige reaktion i kroppen, når vi rammes af den ukontrollerbare uvished er enten at udtrykke eller undertrykke vores følelser. Førstnævnte er ikke altid særlig karrierefremmende mens den anden direkte forværrer vores indre følelsesmæssige kaos.

Hjerneforskningen peger på, at særlig to metoder til håndtering af følelser er særligt konstruktive. 1) At sætte en etikette på vores følelsesmæssige tilstand, og 2) at re-frame eller omstrukturere situationen.

Førstnævnte handler om, at hvis vi f.eks. bliver kede af det efter at være blevet kritiseret af en leder, sætter vi en etikette på følelsen der opstår. Det kunne være, at vi blev kede af det og forklarede det for os selv ved, at det er fordi vores status derved er truet. Det som sker, når vi sætter en etikette på vores følelsesmæssige tilstand er, at vi aktiverer det præfrontale cortex og derved trækker ressourcer væk fra det limbiske system og krybdyrhjernen. Derved giver det os mulighed for at bremse den negative følelsesmæssige spiral, der er i færd med at vokse sig stærk. Den anden tilgang til håndtering af trusselsreaktioner i hjernen er at omstrukturere situationen, hvilket vil sige at vi aktivt arbejder med at se situationen på en anden mere støttende måde. Det er ofte vanskeligere og kræver flere mentale ressourcer, men er samtidig nødvendig ved større følelsesmæssige påvirkninger.  Den kognitive neurovidenskab leverer en række gode tilgange til netop denne form for håndtering af følelser.

Ved at arbejde aktivt med at frigøre ressourcer til det præfrontale cortex, vil vi opleve, at det er lettere at gennemføre ønskede forandringer. Det kræver både fokus, opmærksomhed og vedholdenhed indtil forandringerne indgår som en normal del af vores automatiske handlemønstre. Og det kræver mentale ressourcer, der er under vores kontrol.

Læs også:

Kraften til at skabe forandringer er i dit fokus

Vanetænkning – motorvejen eller stien?