Der siges og skrives meget om stress. I det følgende vil jeg give en nærmere forklaring på fænomenet.

Eustress og Disstress
I stresslitteraturen tales der ofte om den gode/positive og den dårlige/negative stress. Hans Selye publicerede i 1975 en artikel, hvori han skelnede mellem eustress og disstress. Eustress er den gode stress. Eustress styrker vores fysiske og mentale funktionsevne –f.eks. ved fysisk træning eller udfordrende arbejde. Vi oplever at blive skarpere og få mere energi.

Distress er den negative stress: Vedvarende stress, der ikke opløses igennem håndtering eller tilpasning er disstress. Det er denne, der gør os syge på sigt.

Om oplevelser resulterer i eustress eller disstress afhænger af, hvordan en situation forstås, personlige forventninger og ressourcerne der er til rådighed til at håndtere situationen.

Den kort- og langvarige stress
Der laves endvidere ofte et skel mellem kort- og langvarig stress. Dette skel skal ses i forlængelse af distinktionen mellem
eustress og disstress, hvor eustress ofte er lig med den kortvarige stress, som vi oplever, når vi står over for en udfordrende situation, der betyder, at vi skal bruge betydelige dele af vores fysiske eller mentale ressourcer. Den kortvarige stress er god, når den ophører efter udfordringen er ovre, og vi får mulighed for at koble af.

Den langvarige stress er et udtryk for, at vi forbliver i en stressfuld tilstand, og ikke har mulighed for at restituere og genvinde mentale og fysiske ressourcer til at håndtere nye udfordringer. Vedvarende stressfulde situationer dræner på sigt vores fysiske og mentale ressourcer og medfører, at vores evne til at løse selv almindelige opgaver vanskeliggøres og i nogle tilfælde umulige.

Når stress opdeles i zoner – den grønne, gule og røde zone
Der skelnes som anført mellem forskellige former for stress. Nogle stressforskere opdeler stress i tre zoner: En grøn som kan sidestilles med eustress eller den gode stress. En rød zone som kan sidestilles med disstress eller negativ stress. Og så er den midterste gule zone, som viser overgangen mellem eustress og alvorlig distress.

Stress og neurovidenskab
Ser vi stresses i et neurovidenskabeligt lys så er en vis mængde stress en forudsætning for at kunne fungere optimalt i hverdagen. Stress medfører produktion af stoffer i hjernen. Blandt andet noradrenalin og dopamin. Noradrenalinen øger vores opmærksomhed på det vi har for, mens dopamin øger interessen for det vi laver.

Stress i den rette mængde er helt afgørende for, at vi kan yde optimalt. Stress er et tveægget sværd. Den er nødvendig for at vi kan løse de mentalt og fysisk krævende opgaver vi uvægerligt møder i vores liv. Samtidig er stress også kilden til sygdom, hvis vi får for meget af den.

Det omvendte U og stresshormoner
En model der kan være med til at kaste lys over, hvad der sker når vi stresses – både positivt og negativt er det omvendte U – det er en model der har sin oprindelse i 1908 og blev præsenteret af psykologerne Robert Yerkes og John Dodson. Heraf navnet: Yerkes-Dodson loven.

Vi skal forestille os et omvendt U. Det venstre ben udgør tilstanden, hvor vi ikke er fokuseret eller har interesse for det som sker. Vi er med andre ord for afslappede. Krumningen og toppen af det omvendte U udgør den zone, hvor vi præsterer maksimalt. Højre ben er når vi stresses for meget. Kurven på det højre ben medfører en reduktion af mental og fysisk kapacitet.

Set i sammenhæng med frigørelsen af stofferne noradrenalin og dopamin, så skal der en vis produktion til for at vi bliver fokuseret og får tilstrækkelig interesse for noget, før vi er i stand til at gøre noget ved det og yder optimalt. Bliver vi omvendt for stressede, hvor krav og forventninger overstiger vores personlige ressourcer, skaber det ængstelse og frustrationer. Dopaminproduktionen afløses så af en øget produktion af stoffet kortisol, som i større mængder har betydelige hæmmende effekter på vores mentale ressourcer og fysiske energi.

Faktisk er kortisol ofte skurken i forhold til disstress. Det skyldes, at afgørende dele af hjernen hindres i at udføre mentale processer på en hensigtsmæssig måde. Blandt andet medfører stor produktion af kortisol, at vores præfrontale cortex ikke virker optimalt, og samtidig sker der en øget aktivitet i hjernens frygtcenter – amygdala. Amygdala skanner alt, hvad der sker for at se om vi er i fare, og tolkes noget som farefuldt aktiveres vores kamp-/flugt mekanisme. Sker dette reduceres vores evne til at gå konstruktivt og reflekteret ind i situationer voldsomt. Med nedsat evne til at håndtere stressfulde situationer til følge. En ond spiral er i gang.

Sammenfatning
Stress er både godt og skidt. I den rette mængde hjælper stress os til bedre præstationer, mens den i overflod reducerer vores evne til at håndtere situationer i vores hverdag. På sigt kan vi blive syge af stress og det sker, når vi over lang tid, har været udsat for vedvarende stress uden mulighed for at koble af og genvinde ressourcer.

Læs også:

Årsager til stress